Del 1. En ualmindelig dag i klubben

”Det var en mørk og stormfuld aften!” brummede Egon ildevarslene og så rundt på de ivrige små undersåtter, der lyttede intenst med forventningen skruet op efter et rigtig gyseligt eventyr.

Egon lænede sig ind over bordet i det dunkle rum og stirrede rundt, mens han fortsatte.

”Elisator og Bergen kommer udmattet ind i den lune kro med den smeltende sne dryppende ned fra deres tøj og ser sig om. Ilden i arnen danser lystigt og varmen er indbydende og søvndyssende, men SÅ! Midt i kroen får de øje på Evrinäfyr… Evriänfyr… Evraina… Ej, det er for åndssvagt. Nu ændrer du altså det navn, Sigurd.”

Egon pegede kommanderende ned på Sigurds rollespilsprofil med sin tryllestav, der var prydet med et ondtudseende guldkranie i toppen.

Sigurds ansigt blev først ulykkeligt, så trodsigt, men efter at blive udsat for Egons nedstirren i et øjeblik, trak han modvilligt sit viskelæder frem.

”Hvis Sigurd må få lov at ændre sin karakter, så må jeg også!” kom det pludselig fra den lille lyshårede splejs med brillerne, der paradoksalt nok spillede en stor grum barbar kaldet Grok.

Egon stønnede forpint og skulle lige til at holde en af sine taler, der døren til rummet pludselig blev revet op og Taulo, Peter og Sofie kom brasende ind. Lyset skar i Egons øjne, hvilket kun forstærkede det olme udtryk, han fik i hovedet. Rollespillerne sad musestille i ærefrygt for deres Dungeonmasters vrede, men Taulo, Peter og Sofie var ikke med i kampagnen og behøvede derfor ikke at frygte noget fra deres strithårede og hidsige ven.

”Hej Egon,” sagde Taulo glad og lykkeligt uopmærksom på de små trækninger i hans vens venstre øje, der normalt ikke var et godt tegn, ”hva’ spiller I?”

Egon trak en dyb indånding og skulle lige til at råbe ad Taulo, men Sofie skar igennem.

”Hvorfor er den sorte grundfarve ikke på sin plads?”

Egon så en anelse forvirret ud. Grundfarve var ikke lige hans bord.

”Det er sikkert Louise, der har neglet den igen. Prøv lige at sende hende en sms,” foreslog Peter. Sofie tog en lilla telefon med sølvglimmer op af lommen og begyndte at taste.

”Tilføj lige at hvis hun bliver ved med at komme for sent til vores scenarier, så skriver jeg hendes karakter ud,” vrissede Egon surt.

”For sent, jeg har allerede sendt,” svarede Sofie efter at have overskredet de fysiske love med sin absurd hurtige tastning på telefonen. Hun så uinteresseret på det ovale bord fyldt med terninger i alle mulige farver og faconer, samt papir og blyanter.

Egon så anklagende på hende og rullede så med øjnene, ligesom han altid gjorde, når han mente resten af verden opførte sig idiotisk.

Entredøren til kluppen gik op og de hørte en forpustet Louise kalde. De gik alle sammen ud for at brokke sig, undtaget Taulo, der bare gerne ville se nogen andre end ham selv få skældud. Rigtig nok stod Louise lænet forpustet op ad et bord med en sort figurgrundfarve i hånden.

”Hvad har jeg sagt om at fjerne tingene fra deres faste pladser?!”, begyndte Sofie irriteret, men Louise ignorerede hende totalt.

”I skal altså bare se det her! Der er styrtet en meteor ned midt i gågaden!” gispede Louise eksalteret.

Peter så mistroisk på hende, ”Du ved godt den der historie om, drengen der råbte ulv…”

”Nejnej, på ære! Det er helt fantastisk det her. I må bare se det.” ivrede hun og ventede ikke på svar, men drejede om og styrtede ud af døren igen.

”Vent!” Råbte Egon febrilsk. Han havde overhovedet ikke lyst til at rende udenfor uden sin jakke, der hang inde i rollespilshulen, idet han havde en sårlig sårbarhed overfor kulde, og for hvert et øjeblik han var ude, ville han tage 1d3 frostskade, eller der omkring.

Louises vilde historie var bare alt for spændende til at gå glip af, så hverken Sofie, Peter, Taulo eller Egons små disciple gad at vente på, at han fik jakke, halstørklæde, handsker, snebukser og –støvler på. Egon løb tilbage i hulen og skyndte sig alt, hvad han kunne, men kunne ikke engang finde sine handsker til at starte med.

”Årh, ved Vecnas vrede!” bandede han.

Da han endelig havde fået bakset lynlåsen på jakken op med stort besvær pga. de tykke muffer han havde på, løb han hen for at slukke lyset til lokalerne, og skulle lige til at gå ud af den åbne dør, der stadig stod åben og lukkede den varme luft ud, da der kom en høj skikkelse igennem døren. Han troede i første omgang, at det var et af klubmedlemmerne, men det var en vildt fremmed, der blev lige så overrasket over mødet som ham selv. Før Egon kunne nå at sige noget, blæste den mørkhårede person et underligt glitrende pulver i ansigtet på ham, og så blev alting sløret, hvorefter det helt forsvandt.

Del 2. Det gyldne horn

Den lille gruppe af teenagere stormede igennem sidegaden og ind på gågaden med Sofie bagerst i hendes spidse modesko, som slet ikke var beregnet til at hverken løbe… eller gå i for den sags skyld. Det var vel også derfor man havde biler og cykler…

Ganske rigtig var der en kæmpe røgsky lige foran dem og et lille, men dybt hul på 20cm i diameter. Taulo blev tydeligt skuffet over omfanget af ødelæggelserne og hørte knap nok efter Louises fantastiske forklaring. Mens hun stod med viftende arme for at forklare, hvad hun havde set, gik han direkte hen til hullet og gloede ned.

”Øh, hvad hvis det er noget farligt? En granat eller sådan noget?” spurgte Peter en anelse utryg over Taulos direkte håndtering af sagen. Vennen trak på skulderen

”Det er der jo ligesom kun en måde at finde ud af,” svarede han og jog hånden ned i hullet for at samle et eller andet op.

Peter var målløs over sin vens mod og ikke mindst sære form for ræsonnement, men stoppede ham ikke, da han selv var ved at dø af nysgerrighed.

Alle stirrede spændt på Taulo, mens han trak en glimtende genstand op fra det varme hul.

”Den er helt kølig,” sagde Taulo overrasket, med tanke på at hullet i sig selv dampede af varme, og viste et utroligt smukt guldhorn frem.

Sofies øjne glimtede sagligt ved synet af den smukke skat med de avancerede graveringer, der mindede om runeskrift og vikingetegn.

Louise stod og trippede ivrigt, mens hun prøvede at vurdere præcist, hvor værdigfuldt sådan en ting måtte være.

”Er den mon ægte?” spurgte hun utålmodigt.

Peter rystede på hovedet. ”Det kan den slet ikke være. Vikinge-guldhorn falder ikke ned fra himlen og er slet ikke i så god stand.”

Louise så skuffet ud, men Taulo og Egons rollinger så bare mere fascinerede ud.

”Det er et julemysterium!” sagde Taulo glad og så sig mistænksom omkring efter, hvem der stod bag det hele. ”Måske er det nisser!”

”Hvad det end er, så bør vi nok komme væk her fra, før nogen melder os for vandalisme.” brød Peter ind og gloede mystificeret ned i hullet. Det var helt forkullet. Måske var det ulovligt fyrværkeri?

Peter sendte de yngre klubmedlemmer hjemad, da klokken var ved at nærme sig 10 og besluttede sig for at tage det mærkelige fund med tilbage til klubben og lukke ned for den dag. Så kunne de altid mødes næste dag for at diskutere, hvad de skulle stille op med det hele, hvis de altså ikke bare skulle lade som ingenting.

Louise, Peter, Sofie og Taulo kom rundt om hjørnet og så klubdøren på vid gab og lyset slukket. De følte alle et ubehageligt sug i maven.

”Egon?” spurgte Louise og bemærkede nogle store brankede fuglefjer på jorden foran døren.

Ingen svarede, i stedet prøvede de alle at komme ind af døren på en gang.

”Pas på! Der ligger nogen på gulvet!” råbte Louise, hvis nattesyn altid havde været bedre end gennemsnittet. Hun tændte lyset, men da var det for sent. Egon udstødte et skingert,

”Aaav! Du træder mig over fingrene!”

Taulo sprang til siden og undskyldte akavet.

”Egon! Hvorfor ligger du på gulvet?” spurgte Sofie næsten anklagende.

”Ja, tak, tak. Jeg har det fint bortset fra mine kvæstede fingre,” vrissede Egon forarget.

”Hvad er der sket?” spurgte Peter.

”Jeg er ikke rigtig sikker, men jeg tror nogen brugte formularen ’Sleep’ på mig,” forklarede Egon med eftertænksom mine.

”Blev du slået ned?!” gispede Sofie.

”Nej, jeg mente præcist, hvad jeg sagde. Jeg blev angrebet af en magiker af level 3 eller over, vil jeg mene…”

Peter så vantro på Egon, ”Ej, det kan du ikke mene alvorligt. Måske havde min mor ret i, at det var usundt at spille rollespil alligevel…”

Taulo virkede ikke synderligt påvirket af det hele og afbrød den diskussion, der var under opsejling.

”Se, hvad vi fandt!” Han fremviste stolt guldhornet til Egon, der blinkede overrasket med øjnene.

”Hvad er det?” spurgte han.

Sofie anlagde sin kloge-mine, ”Det er en kopi af et drikkehorn fra vikingetiden:”

”Næh, det er det ikke,” svarede Taulo. Sofie stirrede arrogant på ham.

”Og hvornår er du blevet til ekspert i vikingetiden? Du følger jo aldrig med i timerne, så hvordan kan du vide det”

”På grund af det her.” Taulo førte hornet op til munden og blæste. En voldsom dyb brølen bredte sig ud fra hornet og fik penslerne på bordet ved siden af til at danse i glasset, de stod i. De andre holdte sig for ørerne for at skærme deres stakkels trommehinder fra det store rabalder.

Da Taulo endelig ikke havde mere luft i lungerne, tog han hornet fra mundet. Peter skyndte sig at snuppe det ud af hånden på ham.

”Er du vanvittig. Det gør du bare ikke igen. Vi får bare besøg af politiet.” skældte han ophidset.

”Hvad er der egentlig med dig og politiet, Peter? Er du bange for at fortiden og FBI indhenter dig?” Grinede Louise, som ikke tog det hele så tungt.

Peters ansigtsudtryk lod Louise vide, at han synes hendes joke var lad, men Taulo grinede. Sofie skulle lige til at blande sig.

”Shhh!” sagde Egon, der stadig så en anelse bleg ud efter at have fået sine ører blæst væk.

De andre lyttede, men kunne umiddelbart ikke høre andet end, at alle nabolagets hunde, der var begyndt at gø.

Så kom der et lysglimt udenfor efterfulgt af en buldren.

”Og hvad så, det’ jo bare torden.”

Allerede før Louise færdiggjorde sætningen kom endnu et lysglimt efterfulgt af torden. Atter og atter igen kom der blink og buldren lige efter hinanden med kortere tid mellem lys og lyd for hver gang. Et uvejr nærmede sig tydeligvis i usandsynlig hast.

Del 3. Et overraskende besøg

Ingen turde forlade klubben, for selvom det kun var Sofie, der var kendt for at frygte tordenvejr, så var dette pludselig uvejr så voldsomt og tæt på, at der sikkert ville ryge en masse telefoner og paraboler den aften, og det ville være uforsvarligt at gå udenfor.

Egon var gået ind i rollspilshulen for at finde pen og papir, fordi det mærkelige vejr havde virkeligt givet masser af inspiration til hans næste kampagne i den dystre verden kaldet Kroll. Efter et par minutter kom han stormende ud til de andre, der havde gjort sig det behageligt ved sofaerne med stearinlys på bordet.

”Min Dungeon Masters guide er væk!”

Alle så alvorligt på Egon, hvis panikblanke øjne reflekterede flammerne fra stearinlysene. Peter sank noget og rejste sig forsigtigt op.

”Og du er helt sikker på, at du ikke bare har lagt den et eller andet sted og glemt det, fordi du havde så travlt for lidt siden?” Peter troede ikke engang selv på det. Han vidste, hvor meget bogen betød for Egon, der altid var ekstremt pertentlig omkring, at den lå på sin vante plads, og om hvor tæt de andre bøger fik lov at stå ved siden af den, så de ikke ridsede op ad omslaget. Ikke en eneste side var bukket eller bøjet efter mange års slid og ingen fik lov at låne den.

”Nogen har stjålet den!” insisterede Egon ophidset, ”Jeg kan heller ikke se Taulos sværd nogen steder, og jeg synes bestemt, jeg så ham efterlade det lige her på bordet.”

Taulo sprang forfærdet op og skannede lokalet og hukommelsen lynhurtigt, ”Du har ret!” Taulos gamle live-rollespilssværd havde set skinnende flot og imponerende ud engang, men efter utallige kampe, havde latexen set bedre dage, og folk var begyndt at brokke sig over, at den gjorde ondt at blive slået ned med, fordi den efterhånden bestod mere af gaffatape. Ikke desto ejede den en lige så stor en plads i Taulos hjerte som en hvilken som helst af hans venner.

Peter havde en grum mistanke og skyndte sig hen til figurhylderne. Ganske rigtigt var hans allerkæreste eje væk, hans første miniaturefigur.. ”Louise og Sofie, skynd jer at se om alle jeres ting er der.”

Snart efter var der ingen, der tog sig særligt meget af det voldsomme uvejr udenfor, som nu hærgede direkte over byen, i deres vilde søgen efter deres forsvundne ting. Louise manglede sin fine læderpose med alle sine terninger, hvoraf nogle var mistænkt for at slå uregelmæssigt højt eller lavt, og Sofie manglede sin kuffert med alt sit miniaturemalegrej.

Pludselig stoppede Sofie op og lyttede. Hun tyssede arrigt på de andre for at få deres opmærksomhed.

”Der er jo ingenting,” sagde Peter endelig efter at have lyttet utålmodigt i et øjeblik.

”Nej, det er pointen… Hvor er uvejret blevet af??” svarede Sofie.

Der var helt tyst udenfor, selvom sneen stadig faldt tungt, og der gik ikke lang tid, før de kunne høre tunge skridt på parkeringspladsen udenfor.

Døren til klubben blev smækket op og ind trådte en umådeligt stor mand med et stort rødt skæg med enkelte små fletninger i. Hans beklædning var højst besynderlig og bestod af varmt uld og pels og beskyttende læder og rustning. På hovedet bar han en stor hjelm med kohorn, om livet bar han et bælte fyldt med glødende runer og hans handsker var lavet i mørkt metal med flotte indgraveringer. Hans buskede bryn var rynkede og fik ham til at se særdeles bister ud, og det første han gjorde var at gribe Egon, som stod nærmest, i kraven og løfte ham højt op i luften foran sig.

Han studerede den spinkle dreng kritisk og brølede så, ”Hvor i Mimers navn har du gemt min hammer, din lille gnom!”

Egon var bleg som et lig og fremstammede noget utydeligt, mens han sprællede i luften.

”Du har stjålet min hammer!” råbte manden endnu højere, som for at skære det ud i pap for den stakkels rollespiller.

”Nej, jeg har ej,” kvækkede Egon og prøvede stædigt at få mandens fingre til at slippe hans tøj, så han kunne komme ned.

”Jo, du har så,” insisterede den store mand en anelse forvirret og tilføjede, ”Jeg har jagtet dig lige siden dit nummer i Asgård, så prøv ikke at orme dig ud af det her.”

”Der var en tyv, men det er ikke Egon!” råbte Louise modigt og gloede på den fremmedes mægtige overarme, der var bare og prydet med sære tatoveringer.

”J…ja,” stammede Egon, ”Han var mørkhåret, høj og ranglet.”

Den store mand førte Egon helt hen til hans skulende øjne. ”Altså lige som dig…” bjæffede han mistroisk. ”Jeg ved, I må have noget med det her at gøre, for jeg hørte Heimdals horn.”

”Den her?” spurgte Taulo og rakte hornet frem. Louise skar en grimasse. Peter tilføjede hastigt, ”Vi fandt den i et hul i brostenene nogle gader herfra.”

Kæmpen slap Egon, der faldt ned med et klask efterfulgt af en serie eder. Han holdt dog inde, da den fremmede bøjede sig truende ned over ham og bad ham om at gentage den sidste del. Sofie reddede situationen ved at tilføje, at de også havde fået stjålet nogle af deres ting.

”Er det sandt?” spurgte han overrasket med sin dybe basstemme.

”Ja, vi har hver mistet noget meget værdigfuldt for os,” nikkede Peter.

”Jamen, det vil jo sige… Men I er jo så…” Han gloede vantro på den lille gruppe og så ud som om han morede sig, hvilket var et beroligende og venligt syn til forveksling. ”Det må betyde, at skindet bedrager, og I er mere, end I ser ud til. Ellers ville tyven ikke have brugt energi på at stjæle jeres affektionskar.”

Alle stod og så underligt på den store mand, mens han drog sine vilde og usammenhængende konklusioner, og Taulo lænede sig udiskret ind mod Louise og hviskede.

”Han er da vist lidt ør på første sal, hva’?”

Louise smilede nervøst til den rødmossede fremmede og gav Taulo en albue i siden.

Den store mand betragtede dem, men lod ikke til at ville lade sit temperament løbe af med sig igen. ”I ved jo slet ikke hvem jeg er… Vi guder har virkelig mistet kontakten med menneskenes verden de sidste mange generationer,” sukkede han og satte sig tungt med i en stol, der knagede faretruende ved vægten.

”Guder?” spurgte Peter nervøst, så hans stemme knækkede over.

”Mit navn er Thor, jeg er tordenguden og beskytter af den jævne mand. Det er mig, der holder jætterne ude fra gudernes prægtige bolig, Asgård. For noget tid siden var Odin nede ved vølverne, fordi han ikke længere var i stand til at skue alt i jætteland fra sin magiske trone. Han bad dem bruge deres trolddom til at finde ud af hvem, der stod bag dette røgslør og hvorfor. De kom med en ildevarslende spådom om Asgård og Midgårds endeligt. En mægtig jætte er ved at skabe et fantastisk våben, der kan stjæle evnerne fra enhver og overføre det til ham selv, hvis blot han har deres affektionskar.”

Taulo rakte høfligt hånden i vejret. Thor gloede uforstående på ham, og det blev ikke bedre, da Taulo begyndte at vifte utålmodigt med den.

”Jeg tror, Taulo gerne vil sige noget,” forklarede Sofie, mens Louise rullede opgivende med øjnene.

”Hvad er et affektionskar?” spurgte Taulo.

”Alle guder… og mennesker for den sags skyld, har en genstand de værdsætter særligt højt, og som er knyttet til deres evner. Det er ikke sikkert, de selv er klar over, hvad det er, men det er af stor betydning for deres præstationer. Det er frygteligt hvis genstanden bliver væk, for den er unik og er svær at erstatte. Det er derfor jeg ved, at I må være mægtige helte, siden at tyven har stjålet netop jeres sjælekar. De fleste af guderne har også fået stjålet deres, på nær Sif, Idun og Odin. Det er ganske frygteligt, for det efterlader Asgård sårbart overfor jætteangreb.”

Egon nikkede som om alt pludselig gav mening, Taulo synes det var en meget spændende historie og resten sad bare og så utrygt i retning af udgangen, men alle lyttede trods alt.

”Jeg har som bekendt mistet min hammer, men jeg har heldigvis mit styrkebælte og mine handsker, så jeg vil egentlig ikke sige, at jeg er synderlig svækket, men jætterne fra Jotungheim har så meget respekt for hammeren, at det alene holder dem fra at krydse regnbuebroen,” forklarede Thor med en vis mængde pral.

”Tsk…”

Thor vendte sig fornærmet mod Egon, ”Hvad skal det sige?”

”Enhver ved da, at du er stærk, men det er jo din +5 hammer, der får jætterne til at flygte af skræk,” forklarede Egon.

Thor stirrede længe på Egon og vendte sig så mod de andre. ”Sig mig, fejler han et eller andet?”

Det var et sært spørgsmål fra en mand, der lige havde forklaret han var tordenguden, Thor...