|
De havde ikke regnet med et angreb på
disse kanter, men konvojen var uhyre vigtig for Cygnars
våbenkapløb med sine fjender, så den var eskorteret af en
kampgruppe anført af den anerkendte Warcaster og Kaptajn,
Locklair.
Angrebet faldt netop som de nåede ud
fra bjergpasset og var egentlig ikke noget synderligt
problem. Guderne ville vide, at Locklair havde været i kamp
mod det, der var meget værre end en flok ukoordinerede
lejesvende, der ikke havde noget bedre at tage sig til, end
at slå sig på landevejsrøveri. Alligevel blev de taget på
sengen, og det var med nød og næppe, at de fik de civile
eskorteret i sikkerhed, og inden længe var de presset ind
imod klippevæggen i aggressiv nærkamp.
I et kort øjeblik følte kaptajnen sig
presset, da hun så en af sine Warjacks blive reduceret til
reservedele, og hun nedkaldte et lyn over den Ogrun, der
havde taget den ned. Det var så uendeligt usandsynligt, at
hun skulle kunne fejle det angreb, og så alligevel…
Det blå lyn zigzaggede sin vej ned
igennem skyerne for oven og slog så ned. Lige ved siden af
den nu lamslåede Ogrun, der hurtigt tog benene på nakken.
Brændende træsplinter føg igennem luften og ramte både ven
og fjende, da en af transportvognene blev synderflået af
lynet. Til Locklairs lettelse var de flyvende træprojektiler
ikke noget problem for de tungtpansrede Sword Knights, der
bevogtede vognene, men det tog den sidste rest af mod og
kampgejst fra røverpakket, der flygtede i alle retninger
eller blev liggende på jorden.
På trods af den glorværdige sejr
bandede kaptajnen inderligt hele vejen hen for at inspicere
skaderne. Det var som hun havde frygtet.
Mekanikeren, Trikes, prøvede at få
vejret efter at være løbet hele vejen fra lejren. Kaptajn
Locklair betragtede ham tålmodigt, mens hun fingerede med
sit stormsværd.
”Ja, sir, de sendte bud efter mig?” fik
Trikes endelig sagt med sine sære rustne stemme og rettede
sig op og forsøgte at se værdig ud.
”Har du alt dit grej med?” spurgte
Locklair med sin melodiske stemme og ignorerede i første
omgang spørgsmålet. Mekanikeren nikkede og gestikulerede ned
i retning af sit værktøjsbælte og tasken, der hang hen over
hans skulder.
Locklair sukkede, ”Vi skal bruge dig
herovre… Ser du, vi har et mindre problem, som vi håber, du
kan hjælpe os med.”
Kaptajnen satte sit pulserende sværd
tilbage i dets hylster med en yndefuld bevægelse og gik så i
retning af en gruppe smadrede hestekærrer, som var omringet
af Cygnar-tropper, der med jævne mellemrum kløede sig
forvirret i nakken. Den lille goblin gjorde et ihærdigt
forsøg på at følge med hende.
”Ja, her er så alle delene…” Locklair
rømmede sig og forsøgte at se uberørt ud af den pinlige
situation.
Trikes skød underlæben frem ved synet
af den rodede dynge metal og sagde endelig med vantro i
stemmen, ”Der er jo mere end 1 jack her!”
Kaptajnen kiggede opgivende op i luften
og sukkede. ”Der skulle gerne være en Menoth Jack, en Khador
jack, en Cryx jack og så en af vores egne…”
Goblinen kneb øjnene anklagende sammen
og så på Kaptajnen, der undgik øjenkontakt. ”Og kan du i det
mindste fortælle mig, hvad det er for nogle jacks?”
”Det ved jeg da virkelig ikke. Det er
dig, der er mekanikeren…” |
